MariaSig.dk – Her kan du følge med…

- Har du også svært ved at følge Danmarks bedste løber på landevejene. Vi holder dig opdateret!

Personlige rekorder:

3.000m: 09.38 min. (Sarajevo, 2009)
5.000m: 16.16 min. (Sarajevo, 2009)
10.000m: 33.18 min. (Madeira, 2009)
10 km: 33.11 min. (Tilburg, 2009)
½ maraton: 1.12.50 t. (Birmingham, 2009)


PROFIL

Fødselsdato: 10. oktober 1983
Beskæftigelse: Studerende, Cand. Merc. SOL
Primær disciplin: 10 km og ½ maraton
Wikipedia profil
DAF profil
Statletik profil

BiografiMaria
Jeg er født og opvokset i Århus, og bor i dag tæt på mit daglige træningsmiljø ved Marselisborg skoven og Århus stadion. Jeg har tre søskende hvoraf den ene er min tvillingesøster, som også dyrker sport på eliteniveau. Hun er triatlet i Århus 1900, men ved siden af det er hun også løber i AGF.
Elitesport og motion har generelt altid været en stor del af min hverdag, ikke fordi jeg altid selv har været aktiv, men både min far og mor er tidligere eliteudøvere, henholdsvis 10 kæmper og svømmer. Når jeg siger, at jeg ikke altid selv har været aktiv, skal det faktisk tages meget bogstaveligt. Det er først i ca. 2003, at jeg begyndte at dyrke lidt mere seriøs motion i fitnesscenter, og det var først i 2005, at jeg begyndte at løbe. Det er med tiden blevet til mere og mere træning, og jeg kunne i dag slet ikke forestille mig en hverdag uden træning.

Til daglig læser jeg en kandidat i strategi, organisation og ledelse ( Cand.Merc. SOL ), på Handelshøjskolen i Århus, og skulle gerne blive færdig med det i sommeren 2010. Det kan godt være, at jeg forlænger studierne lidt og skærer lidt ned på fagene i efteråret 2009, så der bliver lidt mere tid til træning. Hvis jeg går efter at klare nogle af mine langsigtede mål, kan det blive nødvendigt at kunne få lidt mere tid til at fokusere på træningen. Det kan til tider godt være lidt svært at få hverdagen til at hænge sammen med et travlt studie, en løbekarriere og en plads i AGF atletiks bestyrelse.
Ved siden af studiet arbejder jeg i specialbutikken Løberen som ekspedient, hvor jeg kan få lov at nørde med min sport og give folk råd og vejledning ud fra den erfaring, jeg har med løb og træning. Det er et arbejde, jeg sætter meget pris på, og får på den måde lov til at prøve en masse forskelligt udstyr og sko.

Løbehistorie
Jeg begyndte min løbekarriere i AGF i starten af 2005 efter at have dyrket løb på motionsplan i nogle måneder. Min træningsiver gjorde dog til at starte med, at jeg blev meget skadet, og det første års tid var derfor præget af længere pauser.

Det skulle hurtigt vise sig, at jeg havde en lille smule talent for løb, og i efteråret 2006 kom min første rigtig gode placering da jeg blev nr.4 til DM lang cross, som ydermere førte til min første landsholdsudtagelse til NM Cross i Norge. Endnu en 4. plads fulgte i foråret 2007 til DM 10 km på landevej på hjemmebane i Århus. Herefter begyndte de gode resultater at følge i en lind strøm henover foråret og sommeren hvor jeg blev dansk mester på ½ maraton, 10.000 m. og 5.000 m. Det blev for mig en rigtig god sæson med mange gode løb. Min tid på ½ maraton (som ydermere var en forbedring af min PR med 7 min) gjorde at jeg klarede DAFs elitegruppekrav, og har dermed ret til at trække på nogle af de ressourcer som er omkring det glimrende elitecenter i Århus.
2008 skulle vise sig at blive et rigtig godt år, hvor jeg formåede at blive dansk mester på alle landevejs – og baneløb, som jeg stillede op til. I foråret 2008 løb jeg en god tid til DM ½ maraton, og jeg blev på denne baggrund udtaget til VM ½ maraton i Rio, Brasilien. Det var en kæmpe oplevelse at deltage i dette løb, og al det som hører med, og det var mit første rigtige store mesterskab. Jeg fik en god 28. plads ud af 56 deltagere, og det placerede mig dermed i den bedste halvdel af feltet, hvilket jeg ikke havde regnet med på forhånd.
Forhåbentlig følger der med tiden flere store mesterskaber, jeg har i hvert fald et løb i 2012, som jeg godt kunne tænke mig at deltage i…